Et muligt "side-projekt" er eftersøgning af stjerner der varierer i lysstyrke på grund af at de har planeter der kredser om dem. Hvis orienteringen af en sådan planetbane er tilpas vil planeten formørke en lille del af stjernen i et kort tidsrum hvorved stjernens lys svækkes en smule. Ved at klikke på billedet kan man se en animation af effekten af en planet i kredsløb om en stjerne. Den nederste graf viser stjernens lysstyrke som Rømer vil måle den.

Hvis planeten passerer stjerneskiven mere end en gang vil det være muligt at bestemme omløbstiden. Det er imidlertid nødvendigt at observere stjernen fra jorden for at få mere viden om planeten. Eksempelvis er det nødvendigt at måle den hastighed planeten kredser om stjernen med for at bestemme dens masse, og dette kan ikke gøres med Rømer. Måling af omløbshastigheder for planeter om andre stjerner er desværre meget tidskrævende og det er derfor ikke en praktisk metode til at undersøge om mange af himlens stjerner har planeter. Derfor er det vigtigt at kende de typer af stjerner hvor sandsynligheden for at finde planeter er størst for at opdagelsen af sådanne planetsystemer bliver så effektiv som mulig.

Selv om det måske er pirrende for fantasien at finde planeter i kredsløb om andre stjerner, så er det ikke tilstrækkelig vigtigt for videnskabsfolk at bruge penge og tid på at forsyne science-fiction forfattere med interessante ideer. Derfor bør man, som i tilfældet med asteroseismologi, spørge om hvilken videnskabelig teori vil/kan vi teste med disse observationer?

Antallet af stjerner med planeter i kredsløb om sig er endnu ret lille (ca. 50). Dette betyder at vi ikke ved ret meget om hvilke typer stjerner der har planeter og hvilke der ikke har.

I sammenligning med teorien for stjernernes struktur og udvikling er teorien for stjernedannelse endnu meget ung. Ligeledes er teorien for planetdannelse omkring stjerner endnu på et elementært stade. Derfor er de spørgsmål og hypoteser vi kan opstille a'la Popper stadig meget elementære.

De planeter man indtil nu kender om andre stjerner er alle mindst lige så tunge som solsystemets største planeter, Saturn og Jupiter. Et åbenlyst spørgsmål er derfor: er vores solsystem usædvanligt, eller viser observationerne blot at det er meget lettere at finde tunge planeter med de nuværende observationsmetoder?

Alle stjerner består af en blanding af forskellige grundstoffer. De to vigtigste grundstoffer er som regel brint (ca. 70 til 75% af den totale masse) og helium (ca. 25%) af massen. Alle øvrige (tungere) grundstoffer bidrager med mindre end 5% af massen, og Solen er ingen undtagelse med sine 2,5%. Der er indikationer af at de stjerner man har fundet planeter om har et indhold af tunge grundstoffer som er mindst lige så stort som Solens. Et nærliggende spørgsmål er derfor om stjerner med et højt indhold af tunge grundstoffer har en større sandsynlighed for at have (tunge) planeter? Et relateret spørgsmål er naturligvis: hvis dette er sandt, hvorfor er det sådan ?

Mange af de ovenstående punkter kan sammenfattes i et enkelt, komplekst spørgsmål som teorierne for planetdannelse må redegøre for: Under hvilke forhold skal en stjerne dannes for at den kan have en eller flere planeter i kredsløb om sig tilstrækkelig længe til at vi kan opdage dem?. Rømer vil ikke kunne besvare de fleste af disse spørgsmål, men i stedet hjælpe med at finde mulige planetsystemer der efterfølgende kan studeres i større detalje med andre teleskoper.